af John Olsen (Fra “Fuglemaleren. Leif Rydeng”, 1993)
Det var en sjælden og stærk oplevelse at åbne en kasse med omkring 100 af hans akvareller, se nogle oliebilleder og bladre i hans skitsebøger. Det er en sand guldgrube at dykke ned i. 18 år efter hans død er tingene stadig utroligt levende. Leif Rydeng er død, men lever alligevel videre gennem de ting, han har lavet, og som nu heldigvis er dukket op igen. Han har været en fantastisk iagttager, og hvor er al rigtig og god iagttagelse dog givende og opbyggende.
Rydengs oliebillede af rensdyrene malet på Grønland i 1969 er meget smukt. Jeg har fået fortalt, at det er malet på et tidspunkt, hvor han efter en ulykke med en hundeslæde havde så dårlig ryg, at han ikke kunne gå. Men han ville ud. Han ville male. Og så bar hans venner ham på en drømmeseng fra skibet ud på fjeldet om formiddagen og hentede ham om aftenen. Han har vidst, at det sandsynligvis var hans sidste tur på Grønland. Hans sidste chance for at leve sig ind i rensdyrene. Og det har han så trods ulidelige smerter gjort med alle sine sanser. Det er en kraftpræstation og fabelagtigt godt iagttaget. Han har fornemmet de dyr og levet sig ind i dem, ligesom hulemalerne gjorde for mange tusind år siden. Det er et mesterbillede – totalt indlevet i dyrets karakter og psyke. Det er meget, meget smukt.
Og så skal man huske, at det er malet på trods af tiden. I 50’erne og 60’erne var det svært at være naturalist. Det har jeg oplevet på min egen krop. Da jeg gik på Akademiet, var det jo sådan, at man gik og gemte sig og var flov over at have et forhold til naturen. At studere, gennemtegne og holde af noget på den måde. Man nærmest skammede sig over at have denne interesse for virkeligheden.
Den gang skulle alt jo være abstrakt. Det var Cobra, børnetegninger, fantasi og abstraktion, og billedhuggerne knoklede med svejseapparaterne. Det var år, hvor det nærmest var bandlyst at være naturalist, og det har Leif Rydeng lidt under. Han har været i klemme, fordi han ikke passede ind i tiden. Man så da også ned på Johannes Larsen dengang.
Det er først nu, hvor vi har mistet så meget af den natur og de værdier, som Leif Rydeng og Johannes Larsen gør opmærksom på, at vi igen er begyndt at få øjnene op for det, de viser os.
Men til trods for, at det stort set var umuligt for ham at vinde genklang i sin samtid havde Rydeng heldigvis i den sidste ende modet til at stå fast og turde stole på sig selv. Og det er dét, man skal, men som bare kan være så forbandet svært. Man skal tro på det, man ser – det er den eneste målestok man har.
Det mod er der ikke mange, der har i dag. Alt for mange unge kunstnere løber blindt efter tidens strømpile. De er optaget af tiden og af at være med, hvor det sker. Og det er dér, det går galt. Når man svigter virkeligheden, bliver kunsten dekadent, fantasiløs og evige gentagelser. Det bliver kunst på kunst.
Og det sker på trods for, at kæmpeområder af virkeligheden slet ikke er berørt og bearbejdet endnu. Naturen har jo det hele i sig. Der ligger en rigdom af ubrugte muligheder og udfordringer og venter, men det er ligesom om, der ikke er nogen, der interesserer sig for det egentlige livsgrundlag – naturen. De interesserer sig for kunst og så bliver det kunst på kunst. “Hvad sker der i Kassel?” osv.
Kunsten har altid haft to sider. Der er den meget intellektualiserede hoved-kunst og på den anden side den mere spontant oplevede og sansede hjerte-kunst, som Leif Rydeng står for.
Han har turdet se med sine egne øjne, have et virkelighedsforhold til det han oplevede, og stå ved det.
Når jeg ser kvaliteten af det, Leif Rydeng har lavet, forstår jeg ikke, at han er blevet så overset. De skitser han har lavet af fugle i forskellige stillinger, tegnet med penslen på den der næsten zenbudistiske måde, hvor han har skudt intuitivt og været ude i felten, er uovertrufne. Utroligt fine og artistiske. De har så meget tegnet og kalligrafien i sig. Den flugt, der ligger i stregen er meget, meget flot.
Den samme penselsskrift ser man også i skitsebøgerne fra alle de år, han ikke malede fugle, men familien, heste, landskaber og selvportrætter. Side efter side med fremragende skitser, der får en til at tænke på folk som Lauritz Hartz, Jens Søndergaard, Søren Hjort Nielsen, Karl Bovin og Kaj Ejstrup. Jeg bliver helt beruset af at bladre i de skitsebøger.
Mange af skitserne er meget voldsomme. Han har virkelig kæmpet med sig selv. Han har forsøgt at slippe væk fra det naturalistiske. Måske skammet sig over at holde af noget der ikke var in. Hold kæft, at der skal så meget mod til at stå ved det, man holder af.
Men i sidste ende beviste han, at han havde det sjældne mod, og han vendte tilbage til det, han holdt af. Han tog noget af vildskaben, flugten og driften fra sine skitsebøger med over i de bedste af sine oliebilleder og akvareller.
Mange af hans fugle flyver virkelig. Der er meget fart og flugt i Rydengs fugle. Han har meget sans for driften i billedet. Fuglene er ikke påklistret. Der er vældig fart i såden en flok pibeænder, der kommer strygende hen over hans lærred. De er meget specielle i forhold til, hvad man ellers ser. Han har fuldstændig sin egen håndskrift.
Han har kæmpet sig gennem modgangen og er kommet endnu stærkere ud på den anden side. På et tidspunkt, hvor han burde have haft medvind og støtte til det, han holder allermest af – da har det ikke været der.
Han har kæmpet sin egen stille kamp for det, han troede på, helt ude af trit med det, der var oppe i tiden. Tænk bare på, hvor få, der interesserede sig for fugle og natur for 25 år siden. I dag der en helt anden bevidsthed overfor de ting – for de værdier. Tiden er ved at være med ham igen, og det er jo også derfor, tingene kommer frem nu.
Han har vundet sin ensomme kamp mod tiden, fordi han havde fuglen i hjertet, turde tro på det, han så, og aldrig svigtede virkeligheden.
Denne artikel er trykt i bogen “Fuglemaleren Leif Rydeng” ved Lars Abrahamsen og Svend Bugtrup. Forlaget Pera 1993.