af Claus M. Smidt (fra “Fuglemaleren. Leif Rydeng”, 1993)
Da kunsthistorikeren Philip Weilbach for mere end 100 år siden skrev sit første kunstnerleksikon, var begrebet “dyremaler” endnu så levende, at han rubricerede den navnkundige guldalderkunstner Johan Thomas Lundbye under betegnelsen “dyr- og landskabsmaler”. Formentlig går prædikaterne tilbage til 1700-tallets slutning, hvor man, efter at det i mange år alene havde været historiemaleriet, der betragtedes som en værdig akademisk disciplin, var begyndt at optage medlemmer, som kun arbejdede med portræt-, landskabs- eller dyremaleri, i det ærværdige kongelige Kunstakademi.
Skønt det i det følgende århundrede – med blandt andre C.W. Eckersberg som professor ved skolen på Charlottenborg – blev mere agtet at beskæftige sig med de mindre fine genrer indenfor kunsten, docerede professorerne stadig det historiske maleri som det fornemste, og det var da også de historiske emner, der holdt for, når man skulle opnå Akademiets medaljer.
Alligevel vil der næppe være mange, der tænker på bibelske eller historiske scener, når begrebet Dansk Guldalder i dag hentes frem på nethinden. Det bliver i stedet til en kavalkade af landskaber, byskaber og mariner, repræsenteret af malere som Eckersberg, Christen Købke, Martinus Rørbye, J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard.
Selv om denne generation af kunstnere som den første i vor historie gik ud i det fri og gjorde deres iagttagelser, må man skuffes, hvis man i deres resultater forventer at se vidnesbyrd om de dyr, som vi oftest ser i naturen, fuglene. Retfærdigvis danner Lundbye undtagelsen, for der er ikke sjældent et enkelt eller to bevingede væsener med på hans lærreder. Mærkeligt nok ser det ud til, at det først og fremmest er på de endelige billeder, man finder fuglene; meget sjldent optræder de i hans direkte naturskitser.
Dyremalerne synes til stadighed at koncentrere sig om gengivelse af køer og heste. Man kan have en mistanke om, at årsagen kan ligge i den grænseløse beundring, som tidens kunstnere nærede for 1600-tallets hollandske komalere som Paulus Potter og Aelbert Cuyp. En mere praktisk årsag kan det tænkes, at man finder i den omstændighed, at den første generation, der vovede sig ud i Guds fri natur, bedre fandt sig til rette med modeller, der som køer, får og heste ikke flyttede sig så kvikt som himlens frie fugle.
Spurvehøg, han. Akvarel, 49 x 37 cm
Stadig må man dog forundres over, hvor trægt det gik med at indlemme fuglene i landskabsmaleriet. På trods af at naturalismens folk fra slutningen af 1800-tallet bogstaveligt talt tog træskoene på og vandrede ud i det fri, skulle der gå meget længe, før fuglene for alvor blev et integreret element i skildringen af vor natur.
Et besynderligt og illustrativt eksempel danner maleren Theodor Philipsen. I en meget lang årrække malede han på Saltholm, især de mange kvier, der sattes på græs sommeren over. I mange af Philipsens malerier herovre fra møder man høns og gæs, men næsten aldrig eksempler på de talrige fugle, der yngler på øen og gør den til et enestående fuglereservat.
Fuglene gjorde først deres entré i dansk kunst med Kerteminde-maleren Johannes Larsen.
Allerede fra den tidlige ungdom var han dybt optaget af naturen og blev en passioneret betragter af fauna og fugleliv. Skønt der fra begyndelsen er mange eksempler på noget, man kunne kalde ornitologisk illustrationskunst, ligger hans styrke i den kendsgerning, at han som den første i vor kunst med den mest henrivende selvfølgelighed gengiver vore fugle som den uadskillelige del af naturen, de er. Skønt der sikkert er dem, der vil hævde, at han overdrev, så mestrer Johannes Larsen den kunst at gøre sine naturskildringer til den komplette syntese af det danske landskab. Ikke mindst ornitologer forstår at værdsætte, at selv når kunstneren blot anbringer, hvad den ukyndige vil kalde lidt krimskrams, er der tale om lige netop den karakteristiske bevægelse, der helt entydigt fortæller, hvilken fugl der er tale om.
Johannes Larsen blev den af fynboerne, der levede længst, og derfor kom han også til at øve den stærkeste indflydelse på den almindelige opfattelse af, hvordan fuglemaleri bør tage sig ud. Det er ikke forkert at sammenligne med Bertel Thorvaldsen, hvis geni og indflydelse var så stor, at han kom til at spærre for en udvikling.
På den anden side er det tillige vigtigt at slå fast, at Johannes Larsen var et fremragende forbillede at have for øje. Dels har han skænket os nogle af de kosteligste natur- og fugleiagttagelser, der er frembragt herhjemme, dels var han som kender af fugle og vildt af den usentimentale type, der på én gang var dyrenes beskytter og passioneret jæger. Han kendte sit område i en grad, som måtte aftvinge respekt fra alle sider.
Det var ikke let at komme efter Johannes Larsen. Se blot hvor svært Vilhelm Kyhns nevø, maleren Knud Kyhn, havde det. Alt hvad han malede blev målt og vejet på “Johannes Larsen-vægten”. Skønt Kyhn ingenlunde var nogen ringe kunstner kom han for den store offentlighed til at stå som den, der blot forlængede Larsen-æra’en – og så overlede han iøvrigt kun mesteren med otte år.
Der er dog kvalitetsforskel på de to. Skønt Kyhn ofte havde et bedre tag på karakteristikken af de enkelte fugle – sådan hævder i hvert fald ornitologer – så kom han for ofte til at “glemme” at gennemarbejde sine landskaber, så de aldrig nåede den syntese, som er Johannes Larsens særlige force.
Det kan måske lyde lidt paradoksalt, men det er først, når fuglemaleriet bliver så godt, at man glemmer, at det er fuglemaleri, at det bliver kunst. Overfor Johannes Larsens bedste malerier og tegninger virker denne iagttagelse selvindlysende. Og lykkeligvis hænder det også, at man kan drage den samme konklusion i Knud Kyhns tilfælde.
Det var svært for en følgende generation at komme efter Larsen og Kyhn. Maleren Leif Rydeng måtte sande det. Der var ganske enkelt ikke plads til ham.
Trækkende edderfugle ved Hellebæk. 47 x 46 cm
Da vi i 1991 i et samarbejde mellem Dansk Ornitologisk Forening og Nivaagaards Malerisamling planlagde udstillingen “Fugle i kunsten” i anledning af Fugleværnsfondens 25-års jubilæum, blev det fra forskellig side foreslået at tage Rydeng med i gruppen af kunstnere, der skulle illustrere fuglemaleriets historie i dette århundrede. Reaktionen fra min egen side – må jeg indrømme lige ud – var: Hvem var han? De professionelle ornitologer kendte ham, men udenfor denne kreds var Leif Rydeng gået ganske i glemmebogen.
Dobbelt bevægende blev det derfor at være deltager i genopdagelsen. Hvad vi så, overtraf vore forventninger i en grad, som man ikke troede mulig.
Frem trådte en skikkelse, som kvalitetsmæssigt lå på linie med Johannes Larsen. I første omgang blev helhedsindtrykket dog lidt forvirret af nogle sene oliebilleder af kunstneren, som ikke helt levede op til kvaliteten af hovedparten af hans malerier og akvareller.
Hvad der kom med på udstillingen blev imidlertid en markant oprejsning for en kunstner, der aldrig i levende live modtog den anerkendelse, som hans værker berettiger til.
Når bedømmelsen af Leif Rydeng i dag har en helt anden vægt, skyldes det den omstændighed, at Lars Abrahamsen og Svend Bugtrup fra kunstnerens børn har kunnet fremdrage en rigdom af skitser.
Det blik, vi hermed får ind i Rydengs værksted, er ganske chokorende. Det lader ane omridset af en kunstner, der med sjælden indlevelse har formået at skildre sine utallige naturoplevelser.
som oftest har han øjensynligt udført ganske lette tegninger eller akvareller af detaljer i et landskab. Herefter har han hjemme i atelieret med artistisk overlegenhed nedfældet sådanne indtryk i hele landskaber. Mediet har været vandfarve, materialet ganske tyndt og meget gennemsigtigt rispapir. Når man arbejder på sådant, er man nødt til at være fuldstændig på det rene med sine intentioner. Rettelser er ikke mulige.
Kun den helt bevidste kunstner formår at gennemføre sine idéer på dette grundlag. Leif Rydeng har udført mængder af akvareller på dette papir, og der er så at sige ingen svipsere imellem. Hvilken lykke at dette materiale ikke er gået tabt!
Skønt Leif Rydeng aldrig opnåede at blive repræsenteret på danske museer, købte den kendte samler, generalkonsul Johan Hansen i sidste halvdel af 1930-erne en række akvareller af Rydeng. Johan Hansen havde indtil begyndelsen af årtiet sin kendte samling af oliemalerier tilgængelig for offentligheden i udstillingsbygningen på Kastelsvej i København. Efter at den var blevet opløst og solgt på en række auktioner i årene 1932-34, opbyggede han i stedet en samling akvareller. Efter samlerens død i 1943 opløstes imidlertid også denne.
I slutningen af 1930’erne blev Leif Rydeng ofte af kritikken beskyldt for at efterligne de gamle, anerkendte fuglemalere. Rydeng var ikke just kampivrig, og hans triste reaktion på anklagen blev, at han indstillede fuglemaleriet over en længere periode. Først i 1952 genoptog han skildringen af fuglene. I de mellemliggende år forsøgte han sig endog med et mere abstrakt formsprog.
Lykkeligvis vendte Rydeng tilbage til sine elskede fugle, men enhver form for “karriere” var han afskåret fra. Da han ydermere også vendte tilbage til sit naturalistiske maleri, havde han ikke store muligheder i efterkrigsårene, hvor der ikke var plads til ret meget mere end ekspressionistisk og konkret abstrakt kunst. En fuglemaler, der født i 1913 arbejdede på Johannes Larsens præmisser, havde det ikke nemt.
Den sande kunstner lader sig dog aldrig stoppe. Leif Rydeng var et eksempel herpå. Trods manglende anerkendelse arbejdede han videre, fordi han måtte.
Beretningen om hans nøjsomhed er legendariske.
Da Leif Rydeng i 1965 for første gang besøgte Grønland, forløste den overvældende natur noget i kunstneren. Ikke mindst på udstillingen på Nivaagaard gav oliemaleriet af “Grønlandske blisgæs”, 1969, prøver på nye sider af Leif Rydengs evner. Hans overlegne kolorisme var endnu slet ikke afprøvet i alle dens facetter. Den kan måske komme bag på den, der kender Rydengs mange træsnit, hvor han med stramhed forstår at udnytte dette mediums sort/hvide muligheder.
Grønlandske blisgæs 1969. Olie, 73 x 92 cm
Man kunne have undt Leif Rydeng at opleve, hvordan kunsten den seneste snes år har udviklet sig sådan, at der atter er plads til alle udtryksformer – herunder også de mere naturalistisk baserede. Det ville have åbnet mulighed for større officiel erkendelse af de store kvaliteter ved hans kunst.
Nu må vi nøjes med at glæde os over den genopdagede maler og grafiker – og med ham kommer vi tæt på mange af de smukkeste af vore landskaber, det være sig i Thy, på Saltholm, ved Saltbækvig, Dybsø eller fjernere egne af verden som Ålandsøerne eller Grønland.
Med Leif Rydeng som cicerone opdager man atter, at den rigtig store fuglemaler giver os dyb indsigt i de vingedes verden og åbner for forståelse af, at fuglene er uundværlige for totaloplevelsen af naturen.
Denne artikel er trykt i bogen “Fuglemaleren Leif Rydeng” ved Lars Abrahamsen og Svend Bugtrup. Forlaget Pera 1993.