Hjemmet
Leif Rydeng blev født d. 24. april 1913 – søn af skræddermester Niels Pedersen Rydeng og hustru Valborg, i Helsingør.
Det var på alle måder et usædvanligt barndomshjem. Leif var det niende barn af ialt 12. Faderen var venstremand og indremissionsk, men samtidig en af landets største private kunstsamlere. Han kom til Helsingør i 1899 og fik hurtigt opbygget en blomstrende skrædderforretning.
Familiefoto med forældre og 11 børn
Sin store kunstsamling erhvervede skræddermesteren ved at give tøj i bytte og han var således den første herhjemme, der lancerede begrebet “Kunst for varer”.
Det hele startede med, at en ung finsk skræddersvend, Tykko Sallinen 1878-1955, fik job på værkstedet. Udover at han var skrap med nål og tråd, var han også kunstmaler. Arbejdstiden på værkstedet var skræddermesteren ikke så nøjeregnende med og Sallinen malede og skrev til sine kunstnervenner i Finland om den kunstinteresserede og gæstfri skræddermester. Flere af Sallinens malervenner kom til Helsingør og nød godt af skræddermesterens gæstfrihed og interesse for deres kunst. Udover Sallinen var det Jalmari Ruokokoski, Juhu Mækala, Wiliam Lønberg og Jonas Petterson (senere Peson). Der var tale om en koloni af finske malere i Danmark – i kunsthistorien omtalt som “Rydengs malerkoloni”, og som senere i Finland dannede midtpunkt i den såkaldte “Novembergruppe”, en fraktionsgruppe, som regnedes for ekspressionismens gennembrud i Norden. Lederen og den centrale kunstner var Tykko Sallinen.
Sallinen,Ruokokoski, Lønberg og Mäkala er alle rigt repræsenteret på kunstmuseum Athenæum i Helsinki og Samling Bäcksbacka , Helsingfors` Stads Konstmuseum med bl.a. portrætter af Rydengfamilien.
William Lønberg giftede sig senere med skræddermesterens datter Alma og blev i Danmark i 10 år inden han vendte hjem til Finland med sin familie.
Finsk kunst udgjorde en stor del af Rydengs kunstsamling, men mange danske malere byttede sig også til skræddersyet tøj for malerier , så den store lejlighed i Stengade 65 i Helsingør var tapetseret med kunst.
I begyndelsen af 1930èrne tilbød Rydeng sin store samling af moderne kunst til Helsingør Kommune, mod at den til gengæld byggede et museum og ansatte ham som kustode. Kommunen takkede nej og 15. marts 1935 satte Rydeng sin samling til salg hos auktionsfirmaet Winkel og Magnussen – senere Bruun-Rasmussen
253 numre kom under hammeren- heriblandt 43 Edvard Munch-litografier, som det er anført i det gamle katalog. Udover Munch var der fremragende billeder af Harald Giersing, Peter Hansen , Knud Kyhn, Johannes Larsen, William Lønnberg, J. Mækala, Sallinen, Jais Nielsen, Theodor Philipsen, Olaf Rude, William Scharff, Niels Larsen Stevns, Christine Swane, Sigurd Swane, Fritz Syberg, Jens Søndergaard, Jens Sørensen og Ernst Zeuthen.
Rydeng ved sit skrivebord omgivet af Munch-litografier
Men Rydeng var samler og det varede ikke længe før han havde fyldt væggene med nye billeder. Ved sin død 14 år senere efterlod han over 200 oliemalerier.
Efter hustruens død blev den store samling fordelt mellem efterkommerne og mange af malerierne er forfast i familiens eje.
Leif ville være maler
I dette skrædderhjem omgivet af kunst voksede Leif Rydeng op. Det fortælles, at allerede som tre-årig tegnede han sine første fugle, men den episode der for alvor satte skub i hans malerkarriere var, fortalte Leif Rydeng selv mange år senere til Aftenbladet: ” Kunstner blev jeg sådan set først i otte-årsalderen. En vinterdag, da jeg spadserede ved havnen, så jeg nede på bunden nogle farvetuber og fik dem taget op – oven i købet med tæerne, for vandet var bidende koldt. Med de tuber gik jeg igang.”
Leif Rydeng var fast besluttet på at blive kunstmaler. Hans far støttede 100 % op om sønnens ønske , men kun 13 år gammel mente faderen det var en god ide at få en ”rigtig” uddannelse først, så han kunne forsørge kone og børn – og Leif Rydeng kom i lære som håndværksmaler. Han adlød sin far og kunne så male fugle i sin fritid. Tiden brugte Leif ved strandengene, kysterne omkring Helsingør samt naturen omkring Hellebæk, hvor han og Lotte senere flyttede hen. De få feriedage man fik dengang rakte til cykelture til Enø og Gavnø og Dybsø.
Allerede som 18-årig i 1931 debuterede Leif på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den fri Udstillingsbygning og året efter på Charlottenborg, hvor han med enkelte afbrydelser udstillede frem til 1954.
Fra Begyndelsen fik Leif Rydeng fine anmeldelser. Han solgte godt og droppede for en stund sit arbejde som malersvend. Geografisk blev cykelturene udvidet til en tur til fugleparadiset Camarque i Sydfrankrig og i 1936 fik han job som fugleobservatør og opsynsmand på den fuglerige og ubeboede ø Heligmann ved Ålandsøerne, hvor han opholdt sig i 4 måneder.
Leif Rydeng ved observatørhytten på Ålandsøerne
Han fik malet mange dejlige fuglebilleder – men nu begyndte kritikken at ændre sig. ”Det er jo bare Johannes Larsen og Knud Kyhn om igen”, lød det. Sammenligningen irriterede ham voldsomt, men han fortsatte med fuglene. I 1939 var kritikken dog så hård, at det gjorde ham vred. Kun modstand fra kritikkerne mødte han.
Til sidst tog han den beslutning, der nok har været èn af de sværeste i hans liv, at droppe fuglene.
I stedet begyndte han at male som tidens andre malere og lå tæt op af sin gode ven, maleren Børge L. Knudsen. Motiverne blev nu hentet i hjemmet. Opstillinger og billeder af hustruen Liselotte og datteren Ulla blev et yndet motiv. Det samme gjorde sønnen Hans.
Leif Rydeng blev i 1939 gift med Liselotte Gabrielle Kolding – kaldet Lotte.
Lotte var i hele deres ægteskab en loyal og meget stor støtte for Leif. Han var i længere perioder på malerophold på Vrøj eller Saltholm og senere Silvåkra i Sverige. Hun klarede alt derhjemme med børn og økonomi.
Lotte havde en stor interesse i antikviteter og evnen til at finde interessante og smukke ting. En interesse som Leif også havde. Lotte fik senere, da de flyttede til huset i Hellebæk, mulighed for at åbne butik – ”Gamle ting og sager”, som hun kaldte den.
Portræt af Lotte
Leif maler abstrakt
Leif Rydeng udstillede trofast hvert år på Charlottenborg og fik pæne anmeldelser, men salget var dog langt fra godt og slet ikke nok til at forsørge en familie. Han måtte igen arbejde som malersvend.
I 1943 kontaktede Leif en af Helsingørs førende forretningsmænd for at få ham som fast kunde. Det gik i orden. Med en kompagnon startede Rydeng et malerfirma, med aftale om at han kunne være malermester fire dage om ugen og kunstner de sidste tre.
Under besættelsen, hvor Leif Rydeng i øvrigt var aktivt med i modstandsgruppen BOPA, kunne det være svært at skaffe lærred. Det problem løste han ved bare at male ovenpå alle de fuglebilleder, han have lavet i sine helt unge år.
Fugle var bandlyst i hans kunst og han lagde klar afstand til sin fortid. I et interview fra 1943 i ”Aftenbladet”, der betragtede ham som en af tidens mest lovende unge på Charlottenborgs Efterårsudstilling, siger Rydeng bl.a.: Engang var fugle min store lidenskab. Nu er jeg abstrakt. Ikke i den gængse, men i den gode forstand. Selv om Leonardo, Tizian, Rembrandt og Picasso nødvendigvis må udtrykke sig vidt forskelligt, så er det sande i billedet dog ens for dem: det rent abstrakte bag den ydre facade. Jeg selv ser heller ikke på overfladen. Maler man en kaffekande, så tænker man jo ikke: Dette skal være en blå kaffekande! Næh man forsøger at give fornemmelsen af en dejlig blå genstand, der lyser festligt op, lige til at gribe om og skænke af.
Men nemt for Rydeng var det ikke at skifte fuglene ud med opstillinger etc.
Hans nære ven kunstmaleren Børge L. Knudsen og Rydeng var i årene under krigen 1939-45 i tæt brevveksling med kritik af hinandens billeder. Rydeng har efterladt en del af Børge L.`s breve og det fremgår heraf, at Børge L. hele tiden gjorde Rydeng opmærksom på, at hans billeder ikke var ”Oplevet” – en kritik som på en måde fortæller meget om Leifs kamp og problemer med at opleve og male uden fuglene.
Børge L. Knudsen: Interiør med kat
F. eks. skriver Børge L. i brev dateret: København d.15-3-43
”Kære Leif
Ja, nu har vi saa været til fernisering. Vi fik jo saa at se hvorledes dine billeder tog sig ud der. Jeg skriver til dig fordi dine billeder skuffede mig. Mødet med dem igen var ikke så heldigt. Nu havde jeg jo set deres tilblivelse, paa det nærmeste da, saa man ser jo nok betydelig friskere paa dem, naar man ser dem hængt op efter at have haft dem ude af syne et stykke tid. Det er stadig denne ulyksalige oplevelse det kniber med. Vi har jo drøftet det frem og tilbage hvad oplevelse er og det er jo svært for os allesammen og faa det ind i bolden. Derfor vil jeg nu skrive da mit indtryk er friskt. Billederne fejler ikke noget, de er gode og noget af det bedste der hænger derovre. Farverne er ogsaa smukke allesammen naar man ser dem efter, men der mangler altsaa dette oplevede.
Det er vanskeligt her for mig at udrede det hele saa du forstaar mig, men billederne bærer en slags træthedens præg. De vidner om den maade de er blevet til paa. De lyser ikke af nogen bestemt idè, men udmærker sig alene ved deres smukke farver. Man har ikke indtryk af, at du feks. har set et hvidt bord og blevet slaaet af dets kraft og derover har bygget en idè, der kunne være blevet til et billede. Det synes jeg der var mere af da jeg saa det hos dig før du ændrede det. Det virker som om du (billederne som helhed) (hvad du jo ogsaa skulle) havde haft brug for en stribe billeder og saa er gaaet igang uden tilskyndelse, uden lyst har valgt et motiv paa staaende fod og derefter fyldt det ud med farveflader; farveflader der ikke egentlig har nogen koloristisk sammenhæng, men kun sidder der og er blevet siddende fordi de kunne gaa sammen. Den ene farve er ikke en absolut nødvendighed af den anden. Billederne er smukke, men kedelige ensformige at se paa. De river ikke i èn. Du vil nok kunne se det naar du kommer. De gnistrer ikke af malerglæde og fryd ved at rode med farver. De er malet af en mand der træt kommer hjem fra sit arbejde og skal og maa have dem færdige. Det Hvide Bord er maaske det der er mest uden idè. Det er ligesom for elegant, for smart med disse krøller paa stolebenet og lignende. Krøller m.m. er ikke tilstede i billedet fordi de er nødvendige, men de er blevet til paa erindringen om billeder du har set i bøger og lignende. Ser du hvis man ikke er optaget nok af sit maleri d.v.s. emner der skal hentes fra sin stue o.s.v. men istedet har været udsat for at kikke i en bog feks. Fransk Kubisme i en maaneds tid og saa gir sig til at male, kan der snige sig ting ind i èns maleri man har oplevet i bogen (ubevist) .De bliver paa den maade uægte, uoplevede. Gaar man rundt i sin stue og er opstemt af malerglæde og bruser af begejstring ved tanken om hvad der kan laves, samtidigt med at man forelsker sig i ting i stuen eller udenfor (Kirkepladsen) vil disse ting snige sig ind i maleriet naar man arbejder bevidst eller ubevidst. Det er oplevelsen. Du behøver kun at tænke paa El Grecos hænder (du ved hvad jeg tænker paa) for at kunne forstaa mig og give mig ret.
Jeg har nødvendigvis maatte bruge kraftige ord som kedelige o.s.v. saa kraftigt er det ikke ment, men staar der kun for at du skal forstaa hvad jeg mener. Dine billeder er gode derinde, det er ikke talentet det kniber med, men kun ting som kan ændres og saa bliver billederne pludselig meget bedre; men det kommer jo nok naar du faar set dem og faar ro efter Charlottenborg. Dine billeder derhjemme fra Efteraarsudstillingen er mørke, dem du har sendt ind maa for dig staa som meget skrappe billeder hvad knaldet angaar, derfor har du vel ogsaa dæmpet det Hvide Bord, men det skulle du have ladet staa, det havde ikke været grelt eller for meget knald, hvad du nok har ment. Det vil du se naar du kommer og saa kan vi jo snakke igen.
Jeg haaber ikke mit brev slaar dig ned i humøret, det er der ingen grund til, for i dine næste billeder er disse i orden.
Mange hilsner og tak for flæskesteg – I maa ikke proppe os saadan, vi var lige ved at dø af forstoppelse.
Børge
Hilsen til Lotte fra Rachel”
Og sådan går kritikken frem og tilbage i brevveksling under krigen. Udgangsforbud, specialtilladelse for at rejse fra København til Helsingør betød, at der ikke ret tit var mulighed for besøg.
Børge L. Knudsens hjemmeside kan findes på “www.b-l-k.org”
Leif maler fugle igen
I 13 år havde Leif Rydeng ikke malet en fugl. Han havde malet alt mulig andet, men kunne ikke leve af det. Derfor var han tvunget til at knokle i sit lille malerfirma og male ølkasser på akkord for bryggeriet Wiibroe. Leif hadede dette arbejde. Til sidst var det så slemt, at han en dag faldt om efter endt arbejdstid. Da han kom til bevidsthed igen, råbte han:” Nu må det fandeme være slut. Jeg gider ikke mere.” Leif Rydeng havde taget sin beslutning. Han ville male fugle igen – og leve af det. Hellere være fattig end spilde livet.
Fra ungdomsårene huskede Leif Rydeng sine ture til det 2700 hektar store fugleparadis Saltbækvig nordøst for Kalundborg. Området var dengang lukket for offentligheden, men efter fredning af hele området er der i 2011 åbnet op for enkelte guidede ture på stier anlagt af Kalundborg Kommune i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Vrøj, Saltbækvig
I inspektørboligen på Vrøj boede Gerda og Børge Dührkop. Som udgangspunkt var der adgang forbudt; det blev nidkært overvåget af Dührkop, men med støtte fra Gerda Dührkop Lykkedes det Leif at få tilladelse til at komme i området og male. På Saltbækvig var han midt i et af Danmarks fuglerigeste områder og i Børge Dührkop fandt han en mand, der havde levet hele sit liv i naturen og simpelthen vidste alt om fugle. ”I starten var jeg hans teknisk sagkyndige med flugt og stillinger. Hvordan fuglene ville gøre, hvordan de gik og fløj i forhold til hinanden. Det vidste han ikke så meget om dengang, men han kom hurtigt efter det.” fortalte Dührkop.
Gerda og Børge Dührkop blev Lotte og Leif Rydengs nære venner livet igennem.
Leif Rydengs storhedstid på Saltbækvig strakte sig fra 1952 til 1965 og blev hans lykkeligste og mest frugtbare år i hans liv som kunstner. Det er produktionen og erfaringerne fra Saltbækvig, der gør ham til en af vor århundredes bedste danske naturskildrere. I de år var det overvejende akvareller han lavede, men han gjorde dog også en del forsøg med oliebilleder.
Inspektørboligen på Vrøj
Det var på saltbækvig, at Leif Rydeng for alvor vendte tilbage til fuglene, men samtidig begyndte han at udvide sine kunstneriske jagtmarker. Under en tur til Krankesjön og Vombsjön i Skåne – idag et meget besøgt udflugtsmål for at studere Traner – bemærkede han nogle tomme huse i nærheden af slottet Silvåkra. Og da han livet igennem havde en forbløffende evne til at komme i kontakt med folk, der kunne åbne døre til det forjættede land, skrev han til godsets ejer Baron Jürgen Wrangel.
Baronen var selv en anerkendt kunstner, der havde boet i Paris og hvor han i begyndelsen af århundredet færdedes blandt malere som Braque, Dufy, Matisse, Picasso og Vlaminck. I 1954 bad Baron Wrangel Rydeng over til en samtale og de to kunstnere kom omgående på bølgelængde. Rydeng fik stillet et hus til rådighed og tilladelse til at færdes frit overalt i det ellers lukkede område omkring søerne.
Det blev til mange store oliebilleder og akvareller af sædgæs, traner og ørne.
Saltholm blev også et fugleområde Rydeng dyrkede.
Forfatteren og jægeren Ludvig Svendsen, der ejede ”Jagt og Fiskerimagasinet” i København, så Rydengs billeder, blev begejstret og inviterede ham til når som helst at bo i sin jagthytte på Saltholm.
Billederne fra Saltholm og Skåne blev udstillet i Kunsthallen i København i 1954 0g 1959. Det var gennem disse udstillinger Leif Rydeng kom i kontakt med en af tidens førende ornitologer, kontorchef Thorvald Frølich. Frølich fortæller, at da han i slutningen af 50`erne fik bil, begyndte han at tage Rydeng med på ture bl.a. til Flasken på Reersø, Vejlerne i Nordjylland og til Vadehavet.
Som tilskud til den daglige husholdning udførte Leif Rydeng i 1950-erne illustrationer til Politikens Magasinet, Samvirke, kunstnerkort for “Levison” forlag, bogillustrationer etc.
Grønland
i 1965 fik Rydeng chancen for at opleve Grønland. Datteren Ulla og svigersønnen Niels flyttede i 1964 til Sisimiut/Holsteinsborg og det gav Rydeng mulighed for at besøge Grønland på flere og lange besøg; i 1965, 1966, 1967 og 1969.
Disse rejser blev revolutionerende for Leif Rydengs stil. Selvom han nød at se de grønlandske fugle, var det dog omgivelserne, det storslåede landskab, som især overvældede ham. I de mange akvareller og oliebilleder var fuglene mere signatur end emne.
Opholdet i 1966 varede i 4 måneder og var nok det mest givtige af Leifs grønlandsture. Leif havde gode muligheder for at komme med skiftende rejsebåde op og ned langs vestkysten. Helt til Qullorsuaq (”Djævelens Tommelfinger”) med besøg i alle byer og udsteder/bygder og ture ind i de dybe fjorde.
Det blev til lange og mange ture i Godthåbsfjorden v/Nuuk/Godthåb. En god ven af familien, Finn Lenzing, var leder af ”Biologstationen” og med stationens rejsebåd ”Tornaq” fik Leif mange dejlige maleroplevelser i Godthåbs store fjordsystem.
Fangere med dagens fangst af edderfugle
Det der mest betog Leif på turene til Grønland var besøgene ved de store fuglefjelde – ikke mindst det meget store lomviefjeld ”Aparssuit” i Upernavik Distrikt. Dengang verdens største fuglefjeld
De enorme fuglefjelde fremstår i alskens farver p.g.a. lav der gror i fuglenes gødning. Fuglefjeldene gav Leif inspiration til mange billeder, ikke mindst nogle store og ”voldsomme” oliebilleder. For dem der ikke har set et stort grønlandsk fuglefjeld, kan disse billeder virke som overdrevne i farverne og helt abstrakte. Men i virkeligheden er de en nøgtern afbildning af fjeldet, som Leif oplever det
Fuglefjeld
Leif og Lotte besøgte Grønland sammen i 1967 i marts måned, hvor det er højsæson for hundeslædekørsel og for fangst af hvidhvaler. Det blev til flere store oliebilleder af kuttere i havnen i Sisimiut, der lander store mængder af hvidhvaler.
På den sidste tur til Grønland i 1969 var Leif uheldig at pådrage sig en rygskade, som han aldrig rigtig overvandt. Det skete under en hundeslædetur. Det var sidst på sæsonen med meget blød sne, hvilket er særligt strabaserende. Leif var indlagt på sygehuset i Sisimiut et godt stykke tid og derefter skulle han holde sig helt i ro. Men trods dette handicap blev det til endnu en række billeder, bl.a. nedenstående gåsebillede fra Nordre Kanqerdluk.
Grønland var den helt store inspirationskilde for Leif Rydeng de sidste år af hans liv. Han sagde engang: Jeg bliver aldrig færdig med at male Grønland.
Udover tegninger, akvareller og oliebilleder har Leif Rydeng skåret flere store skulpturer med inspiration fra Grønland.
Træsnit
Rydeng havde også en stor produktion af træsnit. De første fra 1953 og altid med fugle.
Gennem årene blev det til flere end to hundrede- fra de helt små på nogle få cm på hver led og til store, imponerende motiver med hele flokke af svaner eller ænder.
Grønland er repræsenteret med Lomvier og 2 store træsnit med Islom.
Træsnittene lavede han som regel på regnvejrsdage, hvor han ikke kunne komme ud i det fri og arbejde. Fra begyndelsen af 1960`erne og helt frem til sin død glædede han hvert år venner og bekendte med et specielt træsnit som julekort.
Islom
Exlibris og ler
Exlibris blev også et af Leif Rydengs specialer og han har gennem årene lavet op mod hundrede, alle som træsnit skåret i træ.
Den side af hans kunst blev i 1961 præsenteret i kunstkritikeren, redaktør Svend Rindholts bog ”Leif Rydeng- exlibris med fugle”.
Frederikshavn Kunstmuseum har en meget stor international samling af ex-libris – vist nok verdens største. For nogle år siden var der en mindre udstilling med Rydengs ex-libris på museet, som medførte kontakt til Rydengs datter og svigersøn og museets Rydengsamling af ex-libris blev suppleret. Originale stokke samt Leif Rydengs private ex-librissamling blev ved samme lejlighed overdraget til museet.
Leif Rydengs personlige exlibris
I 1959 fik Leif Rydeng afløb for endnu en side af sit kunstneriske talent, da han blev ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik i unika-afdelingen med Nils Thorson som kunstnerisk leder. Han nåede at lave mange fine porcelæns- og stentøjsarbejder – alle dekoreret med fugle – men alligevel forlod han jobbet allerede efter et års forløb.
Rygterne vil sige, at det var fordi han med sin hurtighed havde overmalet alt, hvad porcelænsfabrikken havde på lager. Sandheden er nok nærmere, at han aldrig lærte at forlige sig med porcelænsmalingens langsommelige processer. Han ville se resultat her og nu. Og så havde faste arbejdstimer aldrig været noget der passede fuglemaleren.
Hellebæk
I 1960 havde Leif og Lotte Rydeng økonomi til at købe et dejlig stort gammelt bindingsværkshus i Hellebæk, Bøssemagergade 62. Det var oprindelig en hestestald.
Rydengs hus grænsede op til skovene omkring Bondedammen, Kobberdammen og Bøgeholm sø med låge i baghaven direkte ud til skoven. Et pragtfuldt sted, hvor Leif og Lotte havde råderum og plads til deres at dyrke deres interesser. Lotte med antikhandel i den ene ende af huset og Leif et dejligt atelier på 1. salen.
Huset og livet i Hellebæk blev nogle af de lykkeligste år for Lotte og Leif Rydeng.
Leif og Lotte i haven i Hellebæk
Interessen for gamle møbler delte de. Leif var ekspert i restaurering af gamle møbler og dygtig til at fjerne mange lag maling for at nå ind til den originale maling og dekorering. Huset i Hellebæk var et samlingssted for venner og familie og et paradis for børnebørnene. Leif var på mange måder et stort legebarn, altid oplagt til sjov med børnebørnene. Der blev bygget modelskibe, arbejdet med ler og træ, indfanget sommerfugle på natlige udflugter og sat på tavler med knappenåle om dagen. Ikke alene med børnebørnene, men også i hverdagen havde Leif nogle ”frikvarterer” til at lege med materialerne.
Brushane dekoreret med sommerfuglevinger
Et lykkeligt liv i Hellebæk fik en brat afslutning d.10 marts 1975 – Lotte og Leif Rydeng blev begge dræbt af en spritbilist på omfartsvejen ved Esrum Sø.
80-års dagen for Leif Rydeng blev markeret ved bl.a. udgivelse af bogen: “Fuglemaleren Leif Rydeng” ved Lars Abrahamsen og Svend Bugtrup samt en stor retrospektiv udstilling af Rydengs kunst i Palæfløjen i Roskilde.
90-års dagen blev markeret ved en retrospektiv udstilling på Bispegården i Kalundborg samt en udstilling på Hammermøllen i Hellebæk.
100-års dagen markeres ved en udstilling på Hammermøllen i Hellebæk, tæt på hvor Lotte og Leif Rydeng boede, og hvor de ligger begravet på Hellebæk Kirkegård.
