Flugtens fugletegner

Skrevet af John Olsen

Første gang jeg så noget af Leif Rydeng var på Nivaagaard i efteråret 1991 på udstillingen “Fugle i kunsten”. Han var en af dem, der virkelig blev bemærket. Derudover husker jeg ham kun svagt fra Den kongelige Porcelainsfabrik, hvor vi må have arbejdet samtidig en ganske kort periode i 1959, og så fra nogle tegninger af ryler i “Landsbladet”. Ellers har jeg aldrig set noget. Han er  jo ikke repræsenteret i nogen offentlig samling, og efter hans død har der været helt stille om ham. Men det bliver der rådet bod på nu, og det synes jeg er utrolig godt. Det er jo vanvittigt, at så gode ting skal ligge på et loft i en eller anden kommode.

Det var en sjælden og stærk oplevelse at åbne en kasse med omkring 100 af hans akvareller, se nogle oliebilleder og bladre i hans skitsebøger. Det er en sand guldgrube at dykke ned i. 18 år efter hans død er tingene stadig utroligt levende. Leif Rydeng er død, men lever alligevel videre gennem de ting, han har lavet, og som nu heldigvis er dukket op igen. Han har været en fantastisk iagttager, og hvor er al rigtig og god iagttagelse dog givende og opbyggende.

Rydengs oliebillede af rensdyrene malet på Grønland i 1969 er meget smukt. Jeg har fået fortalt, at det er malet på et tidspunkt, hvor han efter en ulykke med en hundeslæde havde så dårlig ryg, at han ikke kunne gå. Men han ville ud. Han villemale. Og så bar han venner ham på en drømmeseng fra skibet ud på fjeldet om formiddagen og hentede ham om aftenen. Han har vidst, at det sandsynligvis var hans sidste tur på Grønland. Hans sidste chance for at leve sig ind i rensdyrene. Og det har han så trods ulidelige smerter gjort med alle sine sanser. Det er en kraftpræstation og fabelagtigt godt iagttaget. Han har fornemmet de dyr og levet sig in i dem, ligesom hulemalerne gjorde for mange tusind år siden. Det er et mesterbillede – totalt indlevet i dyrets karakter og psyke. Det er meget, meget smukt.